Handelsbetingelser

Abonnement på beregningsværktøjet kommunedea.dk.
Metiri Consult, CVR 27884210, Præsteager 3, 8200 Aarhus N. E-mail: jw@metiri.dk.
Version 1.1, gældende fra 2026-09-23.

1. Parterne og aftalen

Aftalen indgås mellem Metiri Consult (”leverandøren”) og den kommune eller organisation, der bestiller abonnementet (”kunden”). Aftalen består af kundens bestilling på kommunedea.dk/tilmeld, leverandørens bekræftelse af oprettelsen og disse betingelser.

2. Hvad abonnementet omfatter

Adgang til beregningsværktøjet på kommunedea.dk i abonnementsperioden, herunder resultater for samtlige 98 kommuner på det serviceområde, abonnementet dækker, og de modelvarianter værktøjet stiller til rådighed.

Ikke omfattet, men kan aftales særskilt:

  • oplæg, præsentationer og møder
  • særkørsler, dataudtræk og analyser ud over værktøjets egne funktioner
  • rådgivning om kundens egne forhold

3. Adgang og brugsret

Abonnementet gælder pr. organisation. Kunden får ét sæt loginoplysninger, som må bruges af kundens ansatte i kundens eget arbejde.

Loginoplysningerne må ikke deles med personer uden for kundens organisation, herunder ikke med andre kommuner eller med rådgivere, konsulenter og leverandører, der arbejder for kunden. Har en ekstern rådgiver brug for adgang, tegner rådgiveren sit eget abonnement.

4. Brug af resultaterne

Kunden må frit bruge værktøjets resultater i eget arbejde, herunder i notater, indstillinger og beslutningsoplæg — også når disse offentliggøres som led i kommunens almindelige sagsbehandling. Ved gengivelse uden for kundens egen organisation angives kilden som ”kommunedea.dk, Metiri Consult”.

Kunden må ikke videresælge, udleje eller på anden måde levere værktøjets output til tredjepart som en ydelse, og må ikke bruge det som grundlag for et konkurrerende produkt.

5. Pris og betaling

25.000 kr. ekskl. moms for 12 måneders adgang. I lanceringsåret er prisen 12.000 kr. ekskl. moms. Prisen fremgår af bestillingen.

Fakturering sker elektronisk til kundens EAN-nummer ved oprettelsen, med 30 dages betalingsfrist. Adgangen gives ved oprettelsen, ikke ved betaling.

6. Abonnementsperiode

Abonnementet løber 12 måneder fra oprettelsen og fornys ikke automatisk. Adgangen ophører ved periodens udløb, medmindre parterne aftaler en forlængelse. Leverandøren kontakter kunden i god tid inden udløb.

7. Drift

Leverandøren tilstræber, at værktøjet er tilgængeligt hele døgnet, men der er ikke aftalt et garanteret serviceniveau. Kortvarige afbrydelser i forbindelse med opdatering og vedligehold må påregnes. Planlagte afbrydelser af betydning varsles pr. e-mail.

8. Ændringer i data og model

Værktøjet bygger på offentligt tilgængelige registerdata og på en beregningsmodel, der videreudvikles. Leverandøren kan opdatere både data og model i abonnementsperioden. Ændringer, der flytter de viste resultater væsentligt, oplyses i værktøjet og varsles pr. e-mail. Kunden kan ikke kræve, at en tidligere version af modellen opretholdes.

9. Ansvar

Værktøjet er beslutningsstøtte, ikke rådgivning. Resultaterne er modelberegninger baseret på registerdata og på de metodevalg, der er beskrevet i dokumentationen, og bør sammenholdes med kundens eget kendskab til egne forhold.

Leverandørens samlede ansvar over for kunden er begrænset til abonnementsprisen for den løbende periode. Leverandøren er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder driftstab, tabt fortjeneste eller tab som følge af beslutninger truffet på grundlag af værktøjets resultater.

10. Personoplysninger

De tal, værktøjet viser, indeholder ingen personoplysninger — alle opgørelser er på kommuneniveau. Leverandøren behandler derfor ikke personoplysninger på kundens vegne, og der er ikke behov for en databehandleraftale.

Leverandøren behandler kundens kontaktoplysninger — navn, stilling, arbejdsmail og eventuelt telefonnummer — som dataansvarlig med det formål at administrere abonnementet. Oplysningerne slettes senest 12 måneder efter abonnementets ophør, bortset fra hvad der skal opbevares efter bogføringsloven.

Leverandøren registrerer desuden, hvornår kundens login senest er anvendt, for at kunne drive tjenesten og drøfte fornyelse. Vælger en bruger at sende en tilbagemelding fra værktøjet, gemmes teksten sammen med oplysning om, hvilket login og hvilken visning den kom fra, samt en mailadresse, hvis brugeren selv oplyser en. Formularen beder ikke om navn. Leverandøren er dataansvarlig for disse oplysninger og anvender dem alene til drift, support og forbedring af værktøjet — ikke på kundens vegne. Tilbagemeldinger slettes senest 24 måneder efter modtagelsen.

Kunden indestår for, at der ikke skrives personoplysninger om borgere eller medarbejdere i tilbagemeldingens fritekstfelt. Modtager leverandøren alligevel sådanne oplysninger, slettes de uden ophold.

11. Ophør ved misligholdelse

Leverandøren kan lukke adgangen ved væsentlig misligholdelse, herunder deling af loginoplysninger uden for kundens organisation og manglende betaling efter rykker. Kunden orienteres pr. e-mail.

12. Ændring af betingelserne

Betingelserne kan ændres med virkning for nye abonnementsperioder. Ændringer varsles pr. e-mail senest 30 dage før en forlængelse. Betingelserne for en igangværende periode ændres ikke.

13. Lovvalg og tvister

Aftalen er underlagt dansk ret. Tvister søges løst i mindelighed. Kan enighed ikke opnås, afgøres tvisten ved Retten i Aarhus.

Version 1.1, gældende fra 2026-09-23. Siden kan printes eller gemmes som pdf fra browseren.

Metiri Consult · jw@metiri.dk